13. juni 2011
I weekenden blev der i Odense for første gang nogensinde afholdt DM i hver af de enkelte disciplingrupper sprint/hæk, kast, spring og mellem/lang for både mænd og kvinder. Klubben havde valgt at satse mest på mesterskabet i sprint/hæk for kvinder og mesterskabet i kast for kvinder.
Det lykkedes klubben at vinde mesterskabet i sprint/hæk for kvinder med et enkelt point foran Sparta. Det endda på trods af et afbud fra det stærke kort Tine Bach Ejlersen, der var blevet skadet kort op til mesterskabet.
Det blev undervejs i matchen til sejr på 100m og 200m til henholdsvis Annelouise V. Jensen og Sara Petersen, ligesom det blev til en 2. plads på 200 meter og 100 meter hæk til henholdsvis Annelouise V. Jensen og Anna Thestrup Andersen. Dagens hårdeste program stod Joseffa Keidser for, da hun både deltog på 400 meter, 400 meter hæk, 4x100 meter og 4x400 meter!
Det var dog ikke uden udfordringer, at guldet kom i hus: Med afbuddet fra Tine og med flere af klubbens sprinttalenter til stævne i Berlin kneb det at stille med en bred trup, hvorfor det var svært at samle hold til 4x100 meter stafet og 4x400 meter stafet. Heldigvis trådte tre af klubbens kastere til med dyrbar hjælp til stafetholdene.
Holdet der vandt DM Guld i sprint/hæk bestod af: Sara Petersen, Annelouise V. Jensen, Anna T. Andersen, Joseffa Keidser, Trine Mulbjerg, Jane Lindved og Hilde Nordtveit.
Klubbens stillede som sagt også et stærkt hold i kast for kvinder. Her opnåede holdet at vinde sølv. Undervejs blev det til en enkelt disciplinsejr i kuglestød til Trine Muldbjerg, ligesom Hilde Nordtveit imponerede med et diskoskast på over 44 m.
Sølvholdet bestod af Trine Mulbjerg, Jane Lindved og Hilde Nordtveit.
I herrernes række stillede 1900 et lidt alternativt hold i sprint/hæk turneringen - bl.a. med mellem/lang træner Jesper Mølgaard og hammerkasteren Taj Murmann. De klarede dog ikke at vinde medalje, selvom Jesper satte PR i 400 m, Taj overraskede med deltagelse i både 4x100 m og 4x400 m, ligesom Sigurd Madsen lavede PR på både 200 m og 400 m.
Søndag var der mesterskaber i både spring og mellem/lang. I mellem/lang havde klubben fravalgt stævnet, selvom om Marie Munk Jakobsen dog deltog på 1500 m med en tid på lige under 5 min.
I spring var der debut til Henrik Bjerre i atletiksammenhæng. Henrik er rekrutteret gennem Institut for Idræt, Hvor klubbens mangekampstræner Jens BC spottede et særligt talent til deres eksamen. Og med 1,92 m fik han en flyvende start i atletiksammenhæng. Også klubbens nytilkomne springer fra Vejle, Janne Nielsen var flyvende i højdespring. Hele 1,68 m blev det til PR med hele 4 cm.
