Søg på 1900am.dk


De sejeste løb stafet

18. april 2010

Bakkerne lignede sig selv efter en lang vinter indhyllet i frost og sne. De var ikke blevet nemmere at løbe i. Vejret var i sit forårshumør, skiftevis blæsende, solrigt og overskyet. Igen en udfordring for påklædningen.

Alligevel kunne et stort antal seje løbere ud på eftermiddagen søndag bryste sig af at have gennemført “Danmarks hårdeste stafetløb.” Det navn, Tækker 1900 Stafetten  gennem 35 år har været kendt under. Måske både Danmarks ældste og mest udfordrende stafetløb?

Deltog for 35. gang
Startpistolen blev skudt af for løberne på den lange distance klokken 10.00. Manden med det løse krudt var Henning Rasmussen fra Skive A/M, der har deltaget i samtlige 35 udgaver af Århus 1900 Tækker Stafetten.

Trods skarp konkurrence fra andre løb i Århus denne aprilsøndag tog omkring 1600 seje løbere imod udfordringen fra bakkerne i Marselisborg Skovene. En rute, der gennem årene har taget pusten og selvtilliden fra mange gode løbere. Og også i dag blev der pustet, stønnet, svedt og jublet en del, inden arrangørerne klokken 14 kunne kåre dagens hurtigste hold.

BMI vandt hos kvinderne
Hos kvinderne vandt BMI 1 ti kilometer-distancen i en imponerende samlet tid på lige under fire timer. Hurtigst på de ti kilometer for BMI 1 var Astrid Bernhard, som løb lige omkring 42 minutter. En fornem tid, der vil kunne give hende en plads på de allerhurtigste herrehold, hvis hun har lyst til den udfordring. BMI-holdet bestod desuden af Henriette B. Trenskow, Birgit Winther, Lone B. Petersen og Connie P. Mikkelsen.

Mændenes førsteplads var arrangørklubben, Århus 1900, så ubeskeden at sætte sig på. Tiden for de samlede 50 kilometer var 2 timer og 55 minutter. Og ikke usædvanligt var det Ulrik Heitmann, der kom først over stregen i tiden 33 minutter og 39 sekunder.
Det vindende herrehold bestod desuden af Søren Molbech (tre sekunder langsommere end Ulrik Heitmann), Simon S. Jørgensen, Brian Rohde og Johan Damkjær.

Statistik:
380 løbere var tilmeldt seks kilometer-ruten, fordelt på 76 hold.
1215 løb ti kilometer, fordelt på 243 hold.
Børneklassen havde deltagelse af 69 børn.

Læs mere om Århus 1900 Tækker Stafetten 2010 i JP Århus mandag den 19. april 2010.

På gensyn i 2011.

Søren Boy Skjold, stafetudvalget Århus 1900

Resultater her

« Tilbage til Motion-nyt

Insport