13. august 2011
Årets DM på Østerbro Stadion bød på flere lyspunkter set med 1900-briller. Alle klubbens guldfavoritter levede op til favoritværdigheden og tog mesterskabet med hjem. Som i fjor blev det til fem af slagsen – langt fra det mindeværdige DM i 2009, hvor klubben hentede hele 12. Ser man lidt nærmere på medaljestatistikken, ser billedet imidlertid noget anderledes ud, for hvor den samlede medaljehøst i 2009 var på 15 stk., så var den i år faktisk højere med hele 19 medaljer – heraf 9 af sølv.
Afbud fra KlausenSkader er desværre en del af topidræt, og det var grunden til, at klubben med Janick Klausens afbud i højdespring gik glip af et stensikkert mesterskab. Til gengæld var Sara Slott Petersen på glædelig vis tilbage igen efter sit afbud i fjor, og hun kunne næsten have fået overrakt medaljen på forhånd; så sikker var hendes sejr i den for hende ligegyldige tid 59,72 sekunder. Sara kunne med lethed have taget to mere mesterskaber (i 2009 blev det til fire individuelle titler), men med VM vinkende forude – og endelig fri for skader - valgte hun at spare på kræfterne.
Lars Møller skriver historieDa klubben i fjor fik tilgang af spydkasteren Lars Møller fra Sparta, lå det i luften, at 1900 for første gang nogensinde ville vinde titlen i herrernes spyd. Efter at have sat klubrekord tidligt på sæsonen med 71.09 meter i Frankrig blev Lars imidlertid skadet og var ude resten af sæsonen. I år fik klubben så endelig hentet det historiske mesterskab hjem, og hvis det måske ikke stjal de store overskrifter, var det vel grundet det beskedne vinderkast i en endnu mere beskeden konkurrence. Men guld er guld, og Lars Møller gjorde sin pligt med 67.99 meter – et pænt stykke fra den klubrekord på 71.64 meter, som han satte i Serbien i juni.
Mulbjerg i særklasse
For to år siden kiksede Trine Mulbjerg i kuglestødsfinalen – men dengang i Ringkøbing AM’s klubdragt. Siden skiftet til 1900 har der imidlertid ikke været nogen slinger i valsen, og Trine tog da også titlen hjem for andet år i træk med den flotte vinderlængde 15.28 meter, der bare en måned før DM ville have været ensbetydende med dansk rekord. Som i fjor blev det såmænd også til en bronze i hendes sekundære øvelse, diskoskast.
Bueno i suveræn stilVed DM i 2000 i Aalborg vandt Paw Nielsen og Kent Sørensen en mindeværdig dobbeltsejr på 1500 meter. I år var det i lang tid på tale, at det kunne blive til en tredobbelt triumf for klubben. Med afbud grundet en hælskade fra sidste års dobbelte mester på 1500 og 5000 meter, Morten Munkholm, blev den drøm dog slukket, og nu måtte 1900 ”nøjes” med guld og sølv ved Andreas Bueno og Jakob Hoffmann, der fra start trak fra hovedfeltet og kom i mål i hhv. 3:51,45 og 3:53,17 min.

Dermed skrev Andreas Bueno – som vi som bekendt fik fra AGF i fjor – sig på listen over klubbens danske mestre på den lange distance: Lars Bøgh (87,88,90&91), Paw Nielsen (99,00,01), Søren Molbech (06), Aladdin Bouhania (07) og Morten Munkholm (09-10). På andendagen fulgte Andreas op med en flot sølvmedalje i en langt mere spændende 800 meter finale, hvor kun Bagsværd-løberen Andreas Bube var bedre.
Klubbens femte titel sørgede førnævnte Jakob Hoffmann for, da han bare 40 minutter efter 1500 meter finalen stillede op på 3000 meter forhindring for at hente en – med fare for at fornærme den dygtige Hoffmann - lidt billig medalje.

Historisk trespringskonkurrenceMens favoritterne alle levede op til forventningerne, kunne man på forhånd højest give trespringer Peder P. Nielsen en fifty-fifty chance for guld, men når den tidligere 1900-mand, Anders Møller, sætter dansk rekord med 16.88 meter, ja så er der ikke meget at gøre. Peder sprang med 16.49 meter sit bedste nogensinde, hvilket tilmed var over den tidligere mesterskabsrekord! Med Anders Møllers spring flyttede den danske rekord fra 1900 til Sparta, men mon ikke Peder P. Nielsen er mand for at hente den tilbage til klubben om et par år?
To gange sølv til Tine BachSom tidligere nævnt var der overvægt af sølvmedaljer i år. Tine Bach Ejlersen hentede to af dem hjem. Først blev det til en af slagsen på 100 meter hæk i 14,57 sek. (for megen medvind), og efterfølgende i længdespring med årsbedste 5.95 meter – bare 4 cm fra hendes personlige rekord. Og egentlig burde den sidste vel have været af guld, eftersom det overraskende lykkedes hende at besejre den regerende mester, Jessie Ipsen fra KIF. Imidlertid udnyttede svenske Erica Jarder (Sparta) – med et meget flot spring på 6.44 meter – DAF’s lempelige regler om udenlandske atleters startberettigelse.
14-årige Annelouise – næsthurtigste danskerFørnævnte svensker var også grunden til, at klubbens 14-årige supertalent – som denne sæson er skiftet fra Silkeborg AK77 – Annelouise V. Jensen, fik bronze og ikke sølv på 100 meter. Det fik hun så på den dobbelte distance, hvor kun Anna B. Olsson (Sparta) var hurtigere. Kan Annelouise V. Jensen holde sig fri for skader og fortsætte sin spændende udvikling, venter der fremover 1900 en pæn strøm af medaljer fra hendes side.
Andreas over 7 meter for anden gang
I mændenes længdespring satte Andreas K. Christensen tidligere på året PR med flotte 7.04 meter. Søndag var han stærkt opsat på at vinde medalje, og efter gevaldige problemer i starten af konkurrencen sprang han sig i femte runde op på bronzepladsen med 6.90 meter, for så i sidste omgang at lande ude på ny PR 7.06 meter, hvilket gav sølv efter suveræne Morten Jensen fra Sparta.
Flot weekend af Marie MunkKvinder på mellem- og langdistancen har i lang tid været en mangelvare i klubben. Desto mere glædeligt var det, at 20-årige Marie Munk Jakobsen hentede en bronzemedalje hjem på 1500 meteren efter en flot fight, der i sidste ende blev belønnet med ny personlig rekord 4:46,73 min. På 800 meteren fik hun desuden en 6. plads – også med PR 2:21,12 min.
Sølv og bronze i kvindernes højde17-årige Mathilde D. Jensen vandt i højdespring en sølvmedalje med 1.67 meter – og var meget tæt på at klare 1.70 meter – samme højde som vinderen. Her kunne nytilgangen fra Vejle IF, 18-årige Janne Nielsen, med lidt mere beskedne 1.58 meter noget overraskende vinde bronzen – fulgt op af en fin 5. plads i trespringskonkurrencen med 11.70 meter – blot 12 cm fra hendes personlige rekord.
Nok var niveauet ikke højt på kvindernes 400 meter, men derfor var det stadig flot af blot 16-årige Anna Thestrup Andersen at hente en bronzemedalje hjem i 60,75 sek. – 0,4 sek. fra PR.
I fjor tog Jane Lindved titlen i spydkast med 47.80 meter. I år var det med lidt held blevet til endnu en titel, men med noget mere beskedne 42.17 meter måtte hun tage til takke med sølv – små to meter fra vinderen.
Mangel på mandlige topsprintereI 2009 vandt Jesper Simonsen den første DM-titel på 100 meter til klubben. Med hans skifte til Sparta sidste år mistede klubben en sprinter af klasse. Og han var savnet igen i år. Af de 21 startende på mændenes 200 meter var der ikke én eneste fra 1900, mens blot to fra klubben stillede op på 100 meteren.
Garvere gik glip af medaljerSå er der langt mere bredde på mellem- og langdistancen. Her var Johan Damkjær og Morten Fransen med til at præge 5000 meter-finalen. Morten førte an de første par kilometer, hvorefter det var Damkjærs tur til at trække feltet.
Med en kilometer tilbage lå de sammen med de to AGF’ere Mikkel Kleis og Michael Nielsen og kæmpede om sølv og bronze. Desværre viste AGF’erne sig som de stærkeste på dagen, så her blev det ikke til nogen medalje. Damkjær sluttede som 4’er i 14:50,28 min., Fransen som 6’er i 14:55,60 min.
Kapgang 5.000m
I kapgang vandt Andreas Nielsen meget suverænt og han hjemførte hermed klubbens første forbundsmesterskab i 5000 m kapgang nogensinde.
Medaljehøst de seneste tre år (stafetter ikke medregnet)År Guld Sølv Bronze Point
2011 6 9 5 41
2010 5 3 5 26
2009 12 2 1 41
(Point: Guld 3 p. – Sølv 2 p. – Bronze 1 p.)
En arrangør af DM 2012 er endnu ikke udpeget. Værd er det at bemærke, at Aarhus siden DM i 1976 kun har haft det tre gange: I 1982, 1990 og 2001.
« Tilbage til Atletik-nyt