Søg på 1900am.dk


Flotte 1900 resultater på 1.dagen af Vestdanske Ungdomsmesterskaber (inde)

24. januar 2010

På førstedagen af Vestdanske Ungdomsmesterskaber (inde) imponerende flere af 1900's ungdommere med flotte placeringer og stribevis af personlige rekorder.

Dagens bedste 1900-resultat stod den talentfulde mangekæmper, Samuel Kirk-Haugstrup for. Netop hjemvendt fra en succesfuld mangekampstræningslejr på Tenerife, var det besluttet, at Samuel skulle spares, så han stillede kun op i kuglestød. Trods træthed efter en hård uge viste Samuel dog meget positive takter ved at støde 14,23 m og slå personlig rekord med hele 70 cm. Dette var nok til at vinde konkurrencen med en margin på over 1 m ned til 2.pladsen.
For de mere nørdede statistikere kan det nævnes, at resultatet ville indbringe Samuel en 6.plads i kuglestød i mangekampskonkurrencen ved sidste Ungdoms VM. Imponerende i sig selv, når man tager i betragtning, at Samuel først skal deltage i konkurrencen om 1,5 år!

Philip Akrofi viste hos de yngste drenge, at han står på spring til at tilslutte sig gruppen af klubbens store ungdomstalenter. Med en flot sejr i drengenes 60 m i tiden 8,09 sek (PR), og en 2.plads i længdespring med 5,06 m (PR) kunne Philip og hans trænere være mere end tilfredse.

Jakob Larsens ungdomssprintgruppe viste sig også at være i hopla på førstedagen. Med hele 6 finalepladser kunne de unge sprintere blive enige om, at formen for alvor er ved at indfinde sig. Anna Thestrup stod for gruppens bedste resultater med henholdsvis sølv i længdespring med 5,10 m (PR) og bronze på 60 m med en kæmpe personlig rekord på 8,16 sek - kun 6/100 fra DAFs talentudviklingskrav!

Sprintgruppens drenge, Daniel Kornum og Christian A. Larsen gjorde ligeledes en god figur på 60 m. Begge løb flotte personlige rekorder med henholdsvis 7,40 sek og 7,52 sek, men desværre endte de lige udenfor medaljerækken med en 4.plads i hver sin aldersgruppe. Daniel Kornum stillede ligeledes op i den noget uvante disciplin længdespring, og viste med et spring på 6,06 m (4.plads), at der er noget talent at arbejde med, hvis længdespring bliver taget mere op i den daglige træning.

Hos de 16-17 årige viste Per Jakobsen i længdespring, at han er bedst, når det gælder, ved i sidste forsøg at springe stor personlig rekord med 5,80 m, og dermed bevæge sig op fra en 5.plads til en 2.plads i den samlede konkurrence.  

Stort tillykke til alle de aktive og deres trænere!

« Tilbage til Ungdom-nyt

Insport