Søg på 1900am.dk


Imponerende 2.dag til Vestdanske Indendørsmesterskaber

29. januar 2010

Med hele 13 medaljer på 2.dagen af Vestdanske indendørsmesterskaber for ungdom viste 1900's unge talenter, at de flotte resultater på førstedagen ikke kom ved et tilfælde.

Dagens flotteste resultat stod Mathilde Diekema (P17) for med en personlig rekord i højdespring på 172 cm. Når resultatet ses i lyset af, at hun har døjet med en fodskade i en stor del af grundtræningen, gør det blot præstationen endnu mere imponerende. Mathilde vandt sin aldersgruppe, og klarede ligeledes for 2.gang kvalifikationskravet på 168 cm til Ungdoms OL Trials i Moskva.

Også 2.pladsen i samme højdespringskonkurrence gik til en 1900 atlet. Ekatarina Poliakova (P17) viste, at hun igen er oppe i fulde omdrejninger efter en lang skadespause i hele 2009. Ekatarina sprang 163 cm - kun 1 cm fra PR - på en dag, hvor tilløbet drillede en smule. Både Eka og Mathilde springer til det kommende ABC-stævne i weekenden.

1900's talentfulde mangekæmper, Samuel Kirk-Haugstrup (D17) fortsatte de gode takter fra 1.dagen med at slå personlig rekord i både højdespring og 60 m hæk. I sidstnævnte vandt Samuel og slog personlig rekord med over 3/10 i et løb, hvor han efterfølgende med sin hæktræner, Jakob Larsen, kunne berette, at der stadig var mange tekniske ting, som kunne forbedres.

Hvis 1900 ikke havde en vis højdespringer, havde Samuel ligeledes vundet højdespringskonkurrencen. Samuel imponerede dog ved at springe 184 cm og slå personlig rekord med hele 9 cm. Højdespring er fortsat én af de discipliner, som der vil være meget fokus på at forbedre i Samuels mangekamp, og han viste til Vestdanske, at han er på rette vej.

Vinderen af højdespringskonkurrencen hed næppe overraskende, Janick Klausen (D17). Stævnet fungerede som debutstævne for Janicks indendørssæson, og med et spring på 2,05 m kunne han gentage resultatet fra hans debutstævne for den netop overståede udendørssæson. De fleste tilskuere troede dog i første omgang, at Janicks vinderspring blev 212 cm, da han umiddelbart klarede denne højde, men det viste sig desværre, at overliggeren havde flyttet på, så springet blev underkendt.

Janick springer næste gang på tirsdag til Samsunggalan i Gøteborg, hvor han konkurrerer mod nogle af Nordens bedste ungdomshøjdespringere, og der vil blive arbejdet på at rette nogle tekniske ting til træning, så Janick kan finde de rigtigt høje spring frem.

Hos de yngre grupper imponerede den alsidige, Bertil Andersen (D13) med en flot 3.plads i højdespring med et spring på 140 cm, og Anna Thestrup (P15) fortsatte førstedagens gode takter med at vinde sølv på 60 m hæk og slå personlig rekord på 9,48 sek (som dog blev løbet i indledende).

På 800 m løb Sebastian Ifversen (D13) sig frem til en flot 2.plads med 2,35,77 min på trods af, at han løb i b-heatet. På 1500 m blev det til flotte sølvmedaljer til Marie Nilsen Duesund (P15) og Thomas Nielsen (D17), som løb henholdsvis 5,39,75 min og 4,41,35 min.


De øvrige medaljer blev vundet af Louise Balslev (P19), Andreas K. Clausen (D17) og Sebastian Matz (D19) på 1500 m.

Stort tilykke med en masse flotte personlige rekorder og en samlet medaljehøst på 20 stk.

« Tilbage til Ungdom-nyt

Insport