18. juni 2011
Lørdag den 18. juni mens resten af 1900 var til VDMU i Skive tog undertegnede og Laura Marie Aalkjær Danielsen (1996) til kapgangsstævne i Sdr. Omme godt 110 km sydvest for Århus.
Vi havde valgt at dette stævne skulle bruges til officielt at klare kravet til NM i Bergen i Norge den 17. september. Kravet lød på 19.00min på 3000m.
Laura blev tidligere i år Dansk mester i 2000m kapgang indendørs. Siden har Laura trænet for at klare kravet på 3000m og har flot lavet kapgangsintervaller når resten af ungdomsgruppen har løbet deres. Så en modig pige der tør skille sig ud og som forhåbentlig kan få flere til at prøve denne disciplin.
Laura havde for nogle uger siden gået 18.57 min til træning, så vi håbede at kunne klare kravet officielt ved stævnet i Sdr. Omme. Desværre havde Laura været syg 1 uge inden, så forventningerne var skruet lidt ned.
Men alting flaskede sig, og selv vejrguderne var underholdt og stoppede regnen mens Laura var i konkurrence. Faktisk begyndte det først at regne lige idet Laura krydsede målstregen. Laura havde desuden fået at vide at omgangstiden skulle hedde 2.23min. I virkeligheden kunne Laura nøjes med 2.26min men det vurderede undertegnede ikke var nødvendig info :-)
Laura gik super flot med perfekt teknik hele vejen, og endte langt under kravet til NM. Sluttiden og kæmpe PR hed 18.32,8 min!!!
Nu skal de sidste måneder inden NM bruges på at presse teknikken endnu mere i retning af den "løbende" kapgang. Lauras teknik er så at sige for fin, og der er dermed plads til vi kan presse hastigheden endnu mere.
Endnu engang må vi rose deltagere, arrangører mf. for at skabe en rigtig god stemning og virkelig lade Laura føle sig velkommen!
1900s helt store kapgangsprofil, Andreas Nielsen roste også Laura og vi ser frem til flere gode råd og måske en lille dyst på Århus stadion :-)
Med venlig hilsen
En stolt træner
Jesper Mølgaard
« Tilbage til Ungdom-nyt