Søg på 1900am.dk


LTU Guld til 1900!

14. august 2011

LandsTurneringen for Ungdom, LTU, er det danske mesterskab for ungdomshold i atletik. Aarhus 1900 havde for første gang i rigtig mange år kvalificeret et hold til DM Finalen i alle 4 aldersgrupper, hvorfor årets LTU målsætnings sådan set allerede var indfriet inden lørdagens finaler. I de senere år har Århus 1900 især været gode til at stille et stærkt hold hos de 12-15 års drenge. 1900 vandt således både guld i denne klasse i 2006 og 2009. I 2011 skete det igen: 1900’s drenge vandt GULD!
 
 
Det blev desværre ikke til medaljer i de 3 øvrige klasser, hvor de 12-15 årige piger dog var tæt på. En længere gennemgang af højdepunkterne i de 4 klasser følger nedenfor:
 
12-15 års drenge – GULD:
 
Samlet opnåede 1900 en samlet score på 8521 point med Sparta og Aabenraa på de følgende pladser. Det var blot ca. 150 point fra den danske rekord for aldersklassen, en rekord helt tilbage fra 1993. Man kan ærgre sig ekstra meget over at være så tæt på rekorden fordi det ene ellers suveræne stafethold blev disket (mere herom senere).
 

 
 
I de 12 øvelser blev det til hele 5 disciplinsejre, 3 andenpladser og 1 tredjeplads:
 
Sprint: Mathias Vang Andersen, der er i gang med sin første sæson i klubben efter et skifte fra Silkeborg, startede matchen med at vinde 100 meter hæk i overbevisende stil 14,69 (PR). Kort efter vandt Stefan Alexandru 100 meter i 11,93 trods kraftig modvind. Stævnets sidste sprintøvelse var 4 x 100 meter stafet. Her råder klubben over et særdeles stærkt hold bestående af Stefan, Casper, Philip og Oskar. Holdet vandt da også suverænt. Desværre blev holdet disket, da de skiftede uden for skiftezonen. Det betød unødig spænding, da 0 point i stafet ville betyde at guldmedaljen glippede. Heldigvis har klubben så mange hurtige drenge, at vores andethold bestående af Aske, Mathias, Mikkel og Thomas formåede at løbe fine 51,68 trods sikkerhedsskifter. Dermed blev den samlede guldmedalje sikret i allersidste øvelse med unødig spænding, hvor resten af holdet stod og heppede med hjertet helt oppe i halsen.
 
Spring: I spring tog Philip Akrofi sig af stangspring og længdespring. Det blev sejr i længde med 5,90 og andenplads i stang med ny PR 2,90. I stang er resultatet særligt imponerende i betragtning af, at det blot var anden gang Philip sprang stang til en konkurrence. I højde holdt Jonas Kløjgaard nærmest ”legestue” med sine modstandere. Jonas Kløjgaard, der ligeledes er skiftet til Aarhus fra Silkeborg inden denne sæson sejrede med uhørte 24 cm til nr. 2. Og nr. 2 i konkurrencen var endda klubkammeraten Mikkel Thorsen, der satte PR med 1.55. Så dobbeltsejr i højdespring.
 
Mellem/Lang: Da bussen kørte fra Aarhus klokken meget tidligt lørdag morgen manglede løberen Rasmus Linderoth. Han havde desværre sovet over sig. Hurtigt blev det dog arrangeret, at han kunne tage toget selv til Helsingør – og heldigvis for det. På 3000 meter løb Rasmus imponerende 9.15.04 hele 37 sekunder foran nr. 2. På 800 meter blev Rasmus nr. 2 blot få tiendedele fra den sejrende atlet. Her blev klubbens Mikkel Bello i øvrigt nr. 3 i ny PR 2.08,94
 
Kast: Her havde vi desværre afbud fra David Carlsen, der var blevet syg. Vi manglede derfor en mand til kuglestød. Sprinteren Stefan trådte til i den for ham uvante øvelse med en 6. plads til følge. Oskar Møller tog sig af de to andre tunge kast, hvor især hans andenplads og PR i diskos var flot. Han blev desuden nr. 4 i hammer. Sidste kaster var Casper Henningsen, der blev nr. 3 i spydkast.
 
Stort tillykke til de 13 nykårede danske mestre for hold fra Aarhus 1900!
 
12-15 års piger:
 
Pigerne endte samlet set på den ærgerlige fjerdeplads blot ca. 230 point fra en medalje. Det blev undervejs til to sejre: På 100 meter ved Annelouise V. Jensen og på 4x100 meter stafet. På stafetten løb pigerne flotte 50,86, hvilket er under et sekund fra den danske rekord. Det endda med nogle kiksede skifter og kraftig blæsevejr. Pigerne er dermed nu storfavoritter til at vinde guld på stafetten til DMU om 14 dage.
 
Af øvrige bemærkelsesværdige resultater skal især nævnes den blot 13 årige Julie Meyer, der blev nr. 3 i højde med flotte 1.50. Værd at nævne er også holdets yngste deltager 12 årige Nana Akrofi, der blev nr. 5 i kuglestød med PR 8.48. Dejligt at se, at vi allerede nu har nye talenter fra Ulrik og Andreas’ 12-13 års gruppe til at tage over for de lidt ældre atleter. Det tegner godt for fremtidige LTU finaler.
 
16-19 års piger:
Puha her var det ikke nemt at være holdleder: Med hele 8 afbud til finalen fra det hold, der oprindelig blev udtaget, stod vi tilbage med blot 3 atleter på holdet. 3 atleter er det minimum antal atleter, som man skal stille med for at kunne lave et hold. Vi skød derfor hurtigt en hvid pind efter medaljer, da vi blot kunne dække 5 af de 11 øvelser. Bedste resultat stod Mathilde Jensen for i højde, hvor hun sprang 1,67. I diskos blev det til en flot PR på 3 meter til Janne Nielsen, der blev nr. 2 med hele 33,26.
 
16-19 års drenge:
Igen et hold præget af mange afbud. Holdets to største ”stjerner” Samuel Kirk-Haugstrup og Janick Klausen var ude med skader ligesom sprinterne Benjamin Petersen, Oliver Kjeldsen og Daniel Kornum ikke kunne lave deres favoritdiscipliner pga. skader og derfor skulle lave uvante øvelser som fx kast. Det noget amputerede hold kæmpede dog bravt, selvom det ”blot” blev til en samlet 6. plads.
 
På 400 meter var det glædeligt at se Christian Larsen i aktion igen efter en lang skadesperiode. Det blev et fint comeback med PR 52,58. Dennis Mägi har ligeledes døjet meget med skader det seneste års tid. Dennis er dog for alvor tilbage i favoritøvelsen trespring, hvor det blev til PR 12,69 trods stærk modvind.
 
 
Alt i alt en fin LTU præstatation for Aarhus 1900. 1 stk. dansk mesterskab og 4 finalepladser, samt et hav af personlige rekorder. Holdlederne Jane og Jakob er tilfredse med den flotte fight!

« Tilbage til Ungdom-nyt

SS'Klub-kalender

    Kalenderen er p.t. tom.

Hele kalenderen
Nyhedsbrev
Insport