31. august 2009
Månedens Ungdommer: Henrik Rabjerg!
August 2009

Månedens ungdommer for august 2009 tilfalder Henrik Rabjerg (95).
Henrik løber mellem/lang i undertegnedes løbegruppe. Henrik er ALTID! at finde til træning, hvor han hver gang giver den hele armen. De eneste gange han ikke har været til træning, var under hans ferie, hvor han så bare havde fået overtalt mig til at give ham et program med på rejsen, så han kunne blive ved med at træne.
De hurtige tider havde gennem året ladet vente på sig, men efter en lille nedgang i træningsmængde, for at undgå overtræning, samt en justering af Henriks skridtlængde og frekvens, ser det nu meget bedre ud. Henrik har således taget ca. 30 sek. af sin 3000 meter tid.
Henrik er ud over at være på vej mod nye PR tider nok den i gruppen der er mest oplagt til titlen som ”det hurtigste dyr i skoven”. Henrik er som et leksikon når det kommer til navne og resultater indenfor atletikken. Desuden er Henrik også den bedste når det gælder om hurtigt at udregne spilttider på alles intervaller til træning og under konkurrence. I kraft af disse egenskaber samt hans lederevner når kammeraterne skal føres rundt på opvarmningsruten eller til start på næste interval, har Henrik en lovende fremtid som Direktør i eget firma. Der er mange der har prøvet at ligge billet ind som medarbejder i Henriks kommende firma, men ingen er endnu fundet værdige til dette
Henrik er rigtig god at have med i gruppen, hvor han med sin efterhånden store erfaring er god til at hjælpe de nye der hele tiden kommer. Erfaringen får Henrik både fra alle de gange han møder op til træning men også til alle de løb og konkurrencer han stiller op i. Henrik melder sjældent fra når muligheden for et løb tilbyder sig.
Henrik har løbet i mange år efterhånden og vil med sin træningsiver kunne nå langt. Så bliv ved med at vokse og keep up the good work, så ligger der mange gode oplevelser ude i fremtiden!
Med venlig hilsen
Jesper Mølgaard
Ungdomskonsulent
Træner: Mellem-/langdistance
« Tilbage til Månedens ungdommer