Søg på 1900am.dk


Månedens ungdommer Juni05 - IM

8. august 2007

 
MÅNEDENS UNGDOMMER:
 
                                            Juni      
Ina Marie Dueholm Hjorth
 
Skrevet af Mikkel Larsen
Endelig fristes man nærmest til at sige… Så blev det Ina Marie – bedre kendt som IM – der blev månedens ungdommer. Hun har nu gennem flere måneder kraftigt banket på for titlen, men juni måned skulle det altså ske.
 
Egentlig er der ikke nogen der kan huske da IM startede. En lille fåmælt pige der på ingen måder gjorde meget væsen af sig. Det resulterede da også i, at først efter over et år til atletik kom farmand og spurgte om hun ikke skulle meldes ind i klubben! Vi var dog på daværende tidspunkt så småt ved at finde ud af at der var en Ina Marie i gruppen, men sidste år begyndte der pludselig at ske noget. I takt med fremgangen i resultater voksede selvtilliden og træningsiveren, og efter en stor træningsindsats hele vinteren har IM i år for alvor lavet mange gode resultater – ikke mindst den fantastiske DM sølv ved seniorer på 400 m indendørs. Dette var dog ikke nok til at vinde den vigtigste af alle titler – månedens ungdommer – så siden indendørs stævnerne har hun fortsat den store indsats til træning, så det nu endelig har båret frugt.
 
Maj måned har været en fantastisk måned resultatmæssigt. Først 3 personlige rekorder ved Herning Games, så udtagelse til det vestdanske hold til Berlin, hvor hun lavede 3 personlige rekorder. Derefter 2 personlige rekorder mere til samlingen ved ABC stævnet i Århus og sidst men ikke mindst 2 sejre og en personlig rekord ved LTU, og dermed topscorer på pigernes vinderhold. Samtidig er hun nu en af de bedste sprintere i Danmark i hendes aldersgruppe.
 
Fortjent er titlen da også med tanke på hvor godt humør, der altid er til træningen. Glæden ved atletik og træning smitter af på alle i gruppen. Dog har der været store betænkeligheder ved at udnævne IM før det lykkedes hende at komme til tiden HVER gang en hel måned, men da det er lykkedes næsten hver anden gang denne måned, var der ikke noget at gøre. Titlen er IM’s!
 
En sådan titel forpligter dog, så der forhåbentlig er flere personlige rekorder og medaljer til IM ved vestdanske mesterskaber første weekend i juni i Århus. Hvad ville være bedre end at blive vestdansk mester på hjemmebanen i Århus som regerende indehaver af ”Månedens Ungdommer Pokalen”?
 
En fortjent udnævnelse til sidste års vinder af kammeratskabspokalen og nu indehaver af månedens ungdommer pokalen!

« Tilbage til Månedens ungdommer

SS'Klub-kalender

    Kalenderen er p.t. tom.

Hele kalenderen
Nyhedsbrev
Insport