8. august 2007
MÅNEDENS UNGDOMMER:
Oktober
Frederik Sørensen
Skrevet af Jens Barslev
Med Frederik i træningsgruppen bliver det aldrig nogensinde kedeligt. Han er måske ikke mest snaksagelige, men alligevel formår han altid på den ene eller anden måde at komme i centrum.
Frederik startede til atletik for godt et år siden, og der skal ikke herske tvivl om at de tekniske øvelser indenfor atletikken ikke altid har været Frederiks livret. Til den første træning i hallen skulle vi springe stangspring!! Det er eddermanme svært når man ikke er vildt stor og overlæggeren er højt oppe, men selvfølgelig giver man ikke op. Og det er netop en af grundene til at Frederik har fået denne ærefulde titel, nemlig hans ukuelige vilje til aldrig at give op. For selvfølgelig kom Frederik over overlæggerne til sidst.
Hvis alle voksne havde samme gå-på-mod og fremgang som Frederik har haft det seneste år, så ville Århus 1900 indenfor et år have de første 5 sprintere under 10 sekunder. At forbedre sig godt en meter i længdespring på kun godt et år er en stor præstation, og så er det lige meget om vi taler om en forbedring fra 1,50 til 2,50 meter, eller fra 6 til 7 meter, det er stadig imponerende, og det er netop hvad Frederik har præsteret.
Som mange af jer nok har bemærket, så forsøger vi i 1900 at gøre meget ud af det sociale i ungdomsafdelingen, at gå til atletik er meget mere end at lave atletik, der er også klubaftenerne, familiefighter, og al muligt andet sjov og ballade, og her er Frederik og alle hans kammerater altid med. F.eks. skal nævnes at Frederik for nylig blev klubmester i, først at få en række i banko. Og for denne præstation fik han yderst fortjent en stor præmie (en skålfuld halvtør pasta).
I den store del af 6-9 års gruppen er der efterhånden en stor del drenge, og som det nu er når flere drenge er samlet, går der lidt sport i at være sej og hård. Den konkurrence var der ingen tvivl om hvem der satte sig på en af dagene til træning. Frederik kom ved et uheld til at gå ud på løbebanen foran nogle løbere, og i stedet for bare at hoppe til siden, valgte han at se frygten i øjnene og blive stående (om det så var fordi han ikke nåede at flytte sig skal selvfølgelig være usagt), resultatet af dette blev at han i stor stil blev løbet ned, men det var uden at fælde en tåre at Frederik rejste sig op og forsatte ungdomstræningen – RESPEKT.
At Frederik får titlen som månedens ungdommer er yderst fortjent, han er altid hyggelig at have i gruppen, og på trods af at han ikke er kendt for sine store følelsesudbrud, er jeg ikke i tvivl om at han også hygger sig til træningen. Tillykke med den fortjente titel.
« Tilbage til Månedens ungdommer