30. maj 2011
Lørdag og søndag blev såvel de vestdanske som de østdanske mesterskaber i mangekamp afviklet på Greve Stadion.
Aarhus 1900 havde deltagelse af 1 senior og 4 ungdommer.
Mathias Andersen, der er igang med sin første sæson i klubben efter skiftet fra AK-Holstebro, vandt suverænt hos seniorerne med stor samlet PR 6468 point. En pointscore der kvalificerer Mathias til årets Europacup i mangekamp, der finder sted på den portugisiske ferieø Madeira i starten af juli. Den flotte 10-kamp blev endda lavet i en weekend præget af kraftig blæst, hvor der bl.a. var kraftig modvind i sprint og i længde, ligesom blæsten vanskeliggjorde 400 meter, højdespring og spydkast.
Mathias satte undervejs 4 individuelle personlige rekorder i: 100 meter (11,33), 400 meter (52,04), diskoskast (39,35) og ikke mindst spydkast 56,66.
Mathias Andersen har med sine 6468 point i weekendens mangekamp oplevet en eksplosiv fremgang siden han så sent som i slutningen af 2008 lavede sin første 10-kamp med en pointscore på 5152 point. Næste målsætning for Mathias er at gøre en god figur ved europacuppen, hvor målet er en score på 6500 point.
Aarhus 1900 vandt ved weekendens mangekampsstævne desuden sølv hos de 16-17 årige drenge ved Oliver Ryborg Kjeldsen, der undervejs satte en række personlige rekorder.
Hos de 14-15 årige piger blev Sofia Fjordback nr. 4, mens Frida Sångren blev nr. 5.
Hos de 14-15 årige drenge blev Thomas Elling Christensen nr. 4.
« Tilbage til Atletik-nyt