12. marts 2010

Morten Munkholm fra Århus 1900 kan lørdag skrive historie, når DM lang cross (terrænløb) afvikles i Forstbotanisk Have i Viborg. Det er nemlig 79 år siden, at en løber fra Århus 1900 sidst vandt titlen.
Selv om Århus altid har været en magtfaktor i dansk atletik, så kan byens bedste løbere ikke siges at have markeret sig stærkt, hvad Kongepokalen angår. Kun seks gange på 105 år har en løber fra en Århus-klub kunnet skrive sig ind, i hvad der formentlig er dansk idræts mest traditionsrige mesterskab.
Mesterskabet blev afviklet første gang den 7. april 1901, og er uden afbrydelser – selv under krigen – blevet afviklet hvert eneste år. I 1905 udsatte prins Christian – den senere Kong Christian X – en ”Kongepokal” til vinderen, og det er selvsamme historiske vandrepokal, som den hurtigste herre på den 10 km lange kuperede rute lørdag eftermiddag for 106. gang kan hæve over hovedet.
Kun én gang – i 1931 – har en løber fra Århus 1900 vundet. Med Morten Munkholm i sit livs form – og med den nordiske titel fra december i bagagen – kan han netop ikke løbe fra favoritrollen. Det ligger altså i luften, at en periode på 79 år uden Kongepokalen i Århus-klubbens varetægt endelig kan blive brudt. Munkholm trænes i øvrigt af den tidligere storløber Niels Kim Hjort, der selv vandt pokalen fem gange i 80'erne (for klubben Skive AM).
En anden stærk århusianer, det 21-årige stortalent fra AGF, Andreas Bueno, er blandt Munkholms stærkeste konkurrenter.
Hos kvinderne er der ingen Kongepokal på spil. Den forsvarende mester Maria Sig Møller (AGF) befinder sig på Lanzarote, hvor hun træner hårdt med henblik på Berlin Halvmaraton den 28. marts. Den suveræne løber giver hermed afkald på en ellers sikker titel, som hendes tvillingesøster Sara – som primært er triatlet – nu er favorit til at vinde.
DM Cross – Viborg den 13.-14. marts
Lørdag – lang cross
Kl. 13.00 Mænd 10 km
K. 14.00 Kvinder 8 km
Søndag – kort cross
Kl. 13.30 Kvinder 4 km
Kl. 14.00 Mænd 4 km
Kongepokalen gives til vinderen hos herrerne på den lange distance om lørdagen
Der dystes også om DM for hold, hvor det er de tre hurtigste fra hver klub, der tæller med. Vinderholdet kvalificerer sig til næste års Europa Cup Cross for klubhold.
Århusianske vindere af Kongepokalen siden 1905:
1931 Anders Axelsen, Århus 1900
1965 Claus Børsen, AGF
1966 Søren Romby, AGF
1977 Karsten Hald, AGF
1994 Klaus Hansen, Skovbakken
1999 Klaus Hansen, AGF
Århus var ofte vært for mesterskabet i den tidlige periode i 1910-1930. De seneste tre gange har været 2009 (Risskov), 1987 (Mindeparken) og 1975 (Hørhaven).
Anders Axelsen vandt sin titel den 22. marts 1931 på en rute i Mindeparken med opløb foran Århus Stadion.
Af Jeppe Weinreich
« Tilbage til Atletik-nyt