10. maj 2010
Tekst af Jeppe Weinrich fra www.dansk-atletik.dk 
Århus 1900's flerdobbelte danske mester i syvkamp, Tine Bach Ejlersen, leverede en fornem præstation og forbedrede sin personlige rekord i mangekamp med mere end 200 point ved det internationale Multistars i Desenzano i Italien.
Tine sluttede som nr. 15 ud af 22 startende i kvindernes syvkamp ved det stærkt besatte italienske stævne. Og med en score på 5.232 point rykker den 25-årige atlet op på en 10. plads på alle tiders ranglisten i dansk atletik. Hun scorede det bedste resultat af en dansker i næsten ti år og satte undervejs personlig rekord i både favoritøvelsen længdespring med 5.94 meter og i den afsluttende 800 meter med tiden 2:21,14 minutter. På 200 meter var hun med 25,35 sekunder også klart under PR, men her havde hun hjælp af en medvind på 2,3 m/s.
Eneste plet på serien var 1.57 meter i højdespring. Dømt efter hendes PR på 1.70 meter fra DM-inde, er der altså alene her over 150 point mere at hente.
Se resultater her.